baggrund

 
 

behandler og stifter af kroptur

Karin Almer Nielsen (f. 1978). Uddannet kropsterapeut ved Body-SDS i 2014.

Jeg har erfaring med at behandle mange forskellige slags mennesker: Unge og gamle, med både fysiske og psykiske udfordringer eller smerter. Jeg møder også mange, der ikke rigtigt ved, hvad der er i vejen, men bare gerne vil have det bedre. Jeg behandler også gravide.


Jeg har behandlet egne klienter siden 2012 og har også givet frivillig behandling og træning til flygtninge- og indvandrerkvinder i en periode på to år. Fra 2018 behandler jeg i behandlerhuset Skoven 311 i Hareskovby.


Privat bor jeg sammen med min kæreste og vores to skønne drenge.

Bag mig har jeg en uddannelse som civilingeniør og en som skuespiller. Jeg har beskæftiget mig med mange forskellige ting, mest i den kreative genre. Stemmearbejde og sangskrivning nærer jeg stadig stor kærlighed til. At bevæge kroppen, har jeg aldrig kunnet lade være med.


Alle er velkomne på min briks. Jeg elsker at behandle:-)


Formål

Livsglæde er blevet mit overordnede fokus i enhver behandling. Jeg ønsker det for alle, og jeg oplever, at det er noget alle søger, selvom forskellige mennesker ikke nødvendigvis formulerer det sådan. Og selvfølgelig behandler jeg altid de konkrete problemstillinger, jeg bliver mødt med.


Min tilgang til behandling

For mig er indføling og accept den enkleste vej til at give dig en krOptur!

Jeg forsøger at møde hvert menneske hvor det er, uden at stille krav, for det er min erfaring, at kroppen automatisk begynder at afbalancere sig selv, når den får tid og plads.


Drevet af Nysgerrighed

Hvor langt jeg når med en klient handler selvfølgelig også om min personlige erfaring og indfølingsevne som behandler, men jeg behøver heldigvis ikke at vide alt på forhånd for at kunne hjælpe.


Body-SDS virker ved, at vi sammen går på opdagelse i din krop. Med den opmærksomhed og nysgerrighed, koblet sammen med de fysiske teknikker, bliver det muligt at åbne og løsne kroppen tilstrækkeligt til, at udviklingen og helingen kører videre af sig selv - i krop, tanker og følelser, i et tempo der passer til netop dig.

 

body-sds for mig

- livsglæden blomstrer igen og jeg er ikke længere bange for at spørge om hjælp

Da jeg første gang kom på briksen i 2011 opdagede jeg helt konkret hvordan krop, tanker og følelser hænger sammen. Behandleren kunne aktivere psyken via kroppen, men også tale til min låste krop med ord (!). Mit motto er nu:


GLAD I KROPPEN - GLAD I LIVET.


Personligt har jævnlig body-SDS-træning og -behandling hjulpet mig ud af mange års indre konflikt mellem fornuft og følelse, følelse af meningsløshed og mangel på energi. Diverse fysiske problemer som allergier og ubalancer i hormonsystemet løste mere eller mindre sig selv sideløbende - og ikke mindst fandt jeg kærligheden, hvilket jeg ellers næsten havde opgivet. I dag føler jeg mig langt mere afbalanceret og rolig, og det giver plads til at mærke taknemmeligheden for livet. Dét kalder jeg livsglæde. Ikke at være glad altid, men grundlæggende at kunne mærke glæden ved livet.


En anden erfaring jeg gerne vil dele er, at man kan have svært ved at se hvor galt, man selv har det - og derfor undlade at bede om hjælp. Men de dybeste sår heles sjældent alene, for vi har alle blinde vinkler.


Jeg føler mig heldig over at have fundet - og være blevet viderebringer af - et behandlingssystem, der ved hjælp af enkle kropslige teknikker og nærvær gør det muligt at hjælpe vidt forskellige mennesker med umiddelbart forskellige behov.

Bag krOptur

krOptur, ved Karin Almer Nielsen - Body-SDS behandling og træning.

Adr: Skoven 311, Gammel Hareskovvej 311b, 3500 Værløse, Tlf: + 45 60 77 25 16, email: info@kroptur.dk.